FC Vestsjællands træner Ove Pedersen har kunnet følge sin tidligere klub fra Esbjerg i den netop overståede sæson i 1. division. Nu er Esbjerg til gengæld i Superligaen, hvor det er blevet til ét point i to kampe, og onsdag solgte klubben så talentfulde Søren Rieks til hollandske Nijmegen.

Et salg der på ingen måde overrasker Ove Pedersen, men som til gengæld stiller Esbjerg over for nogle andre udfordringer.

”Jeg er sikker på, at Esbjerg har en plan klar, i forhold til hvad der skal ske, inden transfervinduet lukker. Holdet er jo stærkt nok uden Søren Rieks, men på den lange bane mangler de en topspiller, som set over en hel sæson kan gøre en forskel, og ham er jeg helt sikker på, at de får fat i," vurderer Pedersen over for sporten.tv2.dk.

Kun toppen af isbjerget
Ifølge Rieks' tidligere træner kan man forvente sig store ting af den hurtige offensiv-spiller, når han får prøvet sit talent af i Holland.

”Da jeg var i Esbjerg, var han den største profil på holdet.  Og en der kan afgøre tingene. Den spiller med det største potentiale. Man har kun set toppen af isbjerget af hans evner, og han kommer til at udvikle sig endnu mere i udlandet," fortæller Pedersen.

"Det var vanvittigt, at den mand ikke blev solgt i den sæson, hvor vi var tæt på at vinde bronze med Esbjerg. Han scorede mål, var inde omkring landsholdet og var en absolut topfigur, så det var svært at forstå, at han ikke blev solgt," lyder det fra Pedersen, som nu glæder sig til at se Rieks i Nijmegen.