Egentlig burde det være en formalitet. Regnskabet for cykelholdet Christina Watches-Onfone for året 2011 skal godkendes før DCU kan udstede en licens til holdet for den kommende sæson, men situationen er endt i en bitter strid.

Forbundet vil nemlig ikke godkende regnskabet, og med kun en uge til skæringsdatoen for uddeling af licenser, er situationen pludselig hamrende alvorlig for det ambitiøse cykelhold, der har Michael Rasmussen som sportsligt omdrejningspunkt.

”Hvis vi ikke finder ud af det inden på onsdag, er der ikke noget hold, for så får vi ikke vores licens,” lyder det kontant fra holddirektør Claus Hembo i lørdagens udgave af B.T.

Hembo mener, at det indsendte regnskab overholder alle regler, men hos DCU’s Jesper Worre er holdningen anderledes.

”Det regnskab, som Claus Hembo har sendt, er ikke tilfredsstillende. DCU’s bestyrelse har i to omgange kigget på regnskabet, som Christina Watches-Onfone har sendt, og bestyrelsen har ikke kunnet godkende det. Det har holdet fået at vide flere gange,” siger han.

Kyllingens skyld?
Afvisningen har henledt Claus Hembo til konspirationsteorier.

”Jeg har en fornemmelse af, at det hænger sammen med, at han ikke så godt kan lide Michael Rasmussen, og så kan han måske heller ikke lige mig,” siger Hembo om årsagen til afvisningen.

Men i Worres ører er det det rene nonsens.

”Det er en fuldstændig urimelig bemærkning. Der er syv danske continental-hold, som får helt ens behandling, og det vil de andre seks hold kunne bekræfte,” siger han.