Spekulationerne er ved at blive konkrete, når talen falder på Michael Laudrup til Real Madrid. Ifølge den walisiske fodboldlegende John Toschack er madrilenerne ved at forberede et kontraktoplæg til den nuværende Swansea-manager. Michael Laudrup selv siger til sporten.tv2.dk:

- Min intention er at blive i Swansea, men man ved aldrig…

John Toschack har rigtig gode relationer til Real Madrid (og Swansea) med to manager-ophold i den spanske storklub – og tidligere også i den walisiske cup-vinder klub.

- Jeg ved at Real Madrid seriøst arbejder på at få Michael Laudrup som manager, og jeg kan godt forstå den spanske klub, siger John Toschack i to omgange – til avisen Daily Mail og til BBC Radio i Wales.

- For mig var han sin generations bedste spiller, og han er meget lig Johan Cruyff, båse som spiller og som træner. De har begge en særlig aura, og jeg spår Laudrup en stor fremtid som manager/træner, siger Toschack.

I aftes spurgte jeg Michael Laudrup, hvordan han forholdt sig til alle spekulationerne omkring hans fremtid:

- Jeg kan ikke gøre noget ved spekulationer og rygter, men det er da rart at ens navn bliver nævnt i forbindelse med de helt store klubber. Ingen ved hvad fremtiden bringer og først når sæsonen er ved at slutte og brikkerne skal flyttes rundt i de forskellige klubber, ved man præcist, hvad der er op og ned. Min intention er at blive i Swansea, helt afgjort, men jeg kan ikke sige hvad der sker om f.eks. seks måneder.

Laudrup-roserne fortsætter i de engelske og spanske medier. Eneste der har lidt skepsis i sig er The Times, der fastholder, som de skrev også mandag, at ”Laudrup har stadig meget at bevise”. Sportsredaktør Matt Dickinson beundrer Michael Laudrup, men kan ikke helt følge den ”voldsomme begejstring”.

- De der ukritisk taler danskeren op, skal tage sig et koldt brusebad, skriver han bl.a.

Sidst på eftermiddagen bliver Swansea-spillerne hyldet i den walisiske badeby med en tur rundt i åben bus i temperaturer nær frysepunktet. Mandagen brugte de fleste af spillerne på shopping i London, så det er to dage uden træning inden Swansea møder Newcastle på lørdag.

- Spillerne skal have lov at nyde triumfen – det var måske once in a lifetime, for mange af dem, siger Michael Laudrup.