Christian Eriksen fik en uheldig udgang på fredagens landskamp mod Norge. Den unge dansker måtte efter 36 minutter hjælpes fra banen på grund af en skade i foden.

Ifølge Morten Olsen er det ledbåndet i Eriksens højre fod, den er gal med. Det sagde han efter kampen til tv2.dk.

- Det er temmelig sikkert en ledbåndsskade, og det er selvfølgelig en kedelig skade for ham i en ny klub med et stramt program, sagde landstræneren og fortsatte:

- Vi ved ikke, om han er ude i fire eller seks uger eller hvor længe, der er tale om.

Udover at ærgre sig på Eriksens vegne, ærgrede Morten Olsen sig efter kampen mod Norge også over det danske spil. For selv om Danmark vandt 2-1 på en sen scoring af Nicolai Boilesen, så leverede de rød-hvide spillere ikke på det niveau, man kunne have ønsket sig.

- Jeg er ikke helt tilfreds. Specielt i første halvleg spillede vi dårligt mod et fleksibelt norsk hold, lød det fra Morten Olsen.

- Det værste var, at vi ikke var gode nok på bolden. Vi fik den hele tiden lige i hovedet igen.

I videoklippen oven for kan du se en skadet Christian Eriksen forlade banen.