Håndboldstjerner blev narret

Karin MortensenFoto: Scanpix

Smilene var store tilbage i maj, da der var indkaldt til pressemøde. FIF skulle tilbage på håndboldens danmarkskort - og det skulle ske på en ansvarlig måde.

- Vi bruger ikke en krone mere, end vi har, sagde daværende formand, Claus Lindholm. Men i dag, få uger inde i sæsonen, er situationen en helt anden, og klubben styrer direkte mod en katastrofal konkurs.

Bestyrelsen blev af formanden fortalt, at pengene var der, og man hentede derfor landsholdsstjerner som Karin Mortensen og Christina Krogshede til klubben, men nu viser det sig imidlertid, at spillerne blev lokket til på et grundlag, der aldrig var til stede.

Kender intet til FIF
Blandt andet lovede bestyrelsesformanden Claus Lindholm, at selveste Flemming Østergaard stod klar med kapital. Noget, den tidligere Parken-boss pure benægter.

- Niksen biksen! Aldrig nogensinde. Det har jeg ikke på noget som helst tidspunkt haft intentioner om, siger Flemming Østergaard til LPS.

Hertil kommer, at alle på nær én af de sponsorer, Claus Lindholm hævder at have været i dialog med, svarer, at de intet kender til håndboldklubben FIF. Et enkelt firma vedkender, at de har været i kontakt med FIF, men at det aldrig blev til mere end en enkelt snak, og at de alligevel også maksimalt kunne have bidraget med 50.000 kroner. Noget, der ikke rykker meget i forhold til de otte millioner, FIF aktuelt står og mangler.

'Fuldstændig vanvittigt'
Tilbage står 28 spillere og trænere, der alle troede, de havde et job, men som i den grad er blevet narret.

- Det er fuldstændig vanvittigt, dét, der er foregået, siger Michael Sahl Hansen, der spiller på klubbens herrehold. Han suppleres af træneren Kristian Kristensen.

- Det kan være svært at beskrive det her, men surrealisme er et meget godt ord til at beskrive, hvad vi har været igennem de sidste tre måneder, siger han.

Claus Lindholm har ikke ønsket at udtale sig om beskyldningerne.

Du kan se meget mere om skandalen i FIF i LPS på TV 2 torsdag aften klokken 22.40.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også