LPS torsdag den 25. oktober

LPSFoto: TV 2

Skak er sat skakmat
Danmarksmesteren styrketræner og løber tre gange om ugen - for at kunne tage de rigtige træk.

"Du kan ikke koncentrere dig seks timer i træk flere dage i træk, hvis du ikke er i god fysisk form," siger Sune Berg Hansen, der har vundet DM i skak de seneste tre år.

Men Danmarks Idræts-Forbund anerkender ikke skak som en idræt, og derfor kan Dansk Skak Union ikke få andel i tipsmidlerne.

"Fremtiden ser meget dyster ud. Jeg kan ikke forestille mig, at Dansk Skak Union kan eksistere på de her vilkår på længere sigt," siger formanden for Dansk Skak Union, Erik Søbjerg.

Danmarks Idræts-Forbund har senest lukket dart og petanque ind i det gode selskab - men skak kommer ikke inden for i varmen.

"Jeg vil ikke sige, at døren er endegyldigt lukket for skak, men sådan som situationen er i dag, og som vi opfatter det i dag, så står det ikke lige for," siger Niels Nygaard, formand for DIF.

Pengemanden
Jesper Nielsen er millionær og ny storsponsor i fodboldklubben Brøndby og håndboldklubben Albertslund/Glostrup. Men er han forretningsgeni eller fantast?

"Jeg er selvfølgelig en knalddygtig forretningsmand. Det er jeg ikke bleg for at sige. Jeg er knalddygtig til at få andre til at løbe med mig," siger Jesper Nielsen om sine seneste investeringer.

Han har lovet over 100 millioner kroner væk allerede - selv om hans smykkefirma havde et beskedent overskud på 2,6 millioner kroner i regnskabsåret 2005/2006.

"Pengene kommer. Det skal man slet ikke bekymre sig om. Tværtimod," siger Brøndbys nye pengemand.

LPS går tæt på manden med de store armbevægelser - og de store løfter.

Verdens hårdeste løb
217 kilometers løb - i ét stræk. Igennem ørken og over bjerge. Med temperaturer på 50 grader undervejs. Det er opskriften på den ultimative udfordring for den danske ultraløber Kent Møller.

"Det gælder om at udfordre sig selv mest muligt. Sætte sig et mål og nå det. Nu er jeg kommet dertil, hvor der skal noget ekstremt til," siger han.

Kent Møller har gennemført 75 marathonløb. I sommers stillede han så til start i det løb, der bliver kaldt verdens hårdeste - Badwater Ultramarathon i californiske Death Valley.

Hans mål var at løbe de 217 kilometer på under 48 timer. Hjernen var indstillet på det, men kroppen sagde fra mange gange undervejs.

LPS var med hele vejen.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også