07-02-12: 19:37 | af: Ritzau / Mikkel Carør, mica@tv2.dk
Chefen for cykelholdet Team Saxo Bank, Bjarne Riis, vil fortsat støtte den dopingdømte Alberto ContadorTeam Saxo Bank-chefen Bjarne Riis siger i en pressemeddelelse, at han fortsat vil støtte sin dopingdømte rytter, Alberto Contador. Bjarne Riis accepterer karantænen på to år.
"Efter at have haft tid til at studere dommen støtter vi fortsat Alberto Contador baseret på kendelsen fra CAS," siger Bjarne Riis i pressemeddelelsen.
Cykelstjernen Alberto Contador blev mandag idømt to års karantæne af den internationale sportsdomstol (CAS), fordi han testede positiv for stoffet clenbuterol under Tour de France i 2010.
Tilbagevirkende kraft
Contador blev sidste år frifundet af den spanske cykelunion, men det internationale antidopingagentur (Wada) og den internationale cykelunion (UCI) appellerede frifindelsen.
Team Saxo Bank-rytteren, som kørte for Astana-holdet, da han blev testet positiv, kan dog allerede køre cykelløb igen fra den 6. august i år.
Det skyldes, at karantænen bliver udmålt med tilbagevirkende kraft, så Contador mister de resultater, han har kørt hjem siden den positive dopingtest fra 2010.
Kunne ikke have gjort noget anderledes
Bjarne Riis glæder sig trods karantænen over, at sagen nu er afsluttet.
"Vi har naturligvis set frem til at få afsluttet denne sag. Til at komme tilbage til et sted, hvor vi faktisk kan komme til at have en reel indflydelse på tingene igen," siger Bjarne Riis.
"Vi har spurgt os selv mange gange, om vi som hold kunne have gjort noget anderledes. Jeg kan virkelig ikke se, at vi skulle have kunnet gøre noget anderledes end at støtte op om hver eneste af vores ryttere," siger Bjarne Riis.