Dagen efter at det tyske fodboldlandshold måtte erkende, at det heller ikke i denne omgang blev til guldmedaljer ved en stor slutrunde, forekommer de tyske medier forholdsvist fattede og afklarede med semifinalenederlaget til Italien.

"Skuffelse, men ingen skam," skriver Welt's klummeskribent og bakkes op af fodboldlegenden Franz Beckenbauer, der skriver i Bild:

"At nå til semifinalen er ikke en fiasko. Andre store fodboldnationer som England, Frankrig og Holland ville ønske, de var nået dertil," skriver han.

Fejlidisponering
I forlængelse af den forholdsvist blide dom følger dog også hårdere ord særligt rettet mod landstræner Joachim Löw.

"Nederlaget har sine grunde, da Löw begik sin første fejl på det forkerte tidspunkt. Lukas Podolski, der igen havde fået chancen på venstre kant i stedet for Andre Schürrle, var en total fiasko, skriver Welt og fortsætter:

"Ligeledes blev Mario Gómez i angrebet udstillet som en spiller, der nåede grænsen af sin tekniske kunnen," skriver skribenten og ærgrer sig over, at skaden allerede var sket ved pausen.

"Löw korrigerede sin fejl ved at bringe Marco Reus og Miroslav Klose i spil, men da havde Italien allerede udnyttet to chancer til at score to mål," lyder vurderingen.

Livløse i første halvleg
Også Franz Beckenbauer ærgrer sig over trænerens startopstilling:

"De første 45 minutter var dybt skuffende. Det var ikke det sande tyske EM-hold. Spillerne virkede nærmest livløse, og jeg tror, vi havde for meget respekt efter al den snak om den italienske forbandelse.

"Jeg ønsker ikke at bebrejde Löw for sit spillervalg, selvom det var en fejldisponering at fravælge Marco Reus," skriver Beckenbauer i Bild.

Venter på VM
Begge iagttagere giver udtryk for, at de havde forventet en tysk triumf, men skuffelsen er imidlertid ikke så stor, at de ikke allerede ser frem mod VM i Brasilien om to år.

"Stemplet med ordene "den gyldne generation" kan pakkes tilbage i skuffen i to år. Ind til VM i 2014 må det yngste hold ved EM fortsætte med at lære. Måske det rækker til titlen i Brasilien.

Men det er luftkasteller. Lige nu er der kun skuffelse, skriver Welt.