Ifølge Italiens målmand Gianluigi Buffon var det fortjent at Spanien endte som Europamester.

"Det sluttede dårligt, fordi vi mødte et fantastisk hold, som fortjente at vinde. I livet er det nødvendigt at acceptere et nederlag, og rose dem som var bedre,"
sagde han efter kampen.

Italien har under EM spillet mere åbent og offensivt end Italien ellers er kendt for, men i EM-finalen var det lige netop den nye spillestil, som kostede dem guldet, mener Buffon.

"I begyndelsen af kampen betalte vi prisen, fordi vi ikke spillede så organiseret, som italien normalt gør."

Spanien vandt finalen suverænt 4-0 over Italien.