29-06-09: 10:02 | af: Lars Fink
Foto: ScanpixDen engelske landsholdsangriber Wayne Rooney er ikke i tvivl om, at han kan udfylde hullet hos Manchester United efter Cristiano Ronaldo og Carlos Tevez har valgt at forlade de engelske mestre.
"Cristiano og Carlos scorede en masse mål for os i sidste sæson, og sæsonen før, men jeg tror på, jeg er i stand til at udfylde det hul," siger Wayne Rooney til The Times, og gør det klart, at det bare kræver manager Alex Ferguson sender ham på banen som centerforward.
"Jeg har sagt før, at hvis jeg får lov til at spille den rigtige position, så kan jeg score mange mål."
"At spille i en Champions League-finale og uge efter uge være på hold i Manchester United er et privilegium, og noget jeg er meget heldig at få lov til, men jeg føler ikke, at jeg kan udtrykke mig så meget på banen, når jeg spiller på kanten," siger Rooney.