09-11-09: 20:44 | af: Miriam Kjer, tv2.dk i Cirkusbygningen
Mandag aften var en stor aften for Fortuna Hjørrings alsidige forsvarsspiller Line Sigvardsen Jensen, som ved Dansk Fodbold Award 2009 modtog prisen som 'Årets kvindelige Talent'.
Line Jensen blev blandt andet belønnet for sin gode fysik, teknik og sin hurtighed, der har gjort hende til en særdeles lovende forsvarsspiller.
"Jeg er rigtig glad for at modtage denne pris, men for at modtage prisen er der også nogen, der skal have en tak med på vejen. Mine forældre og min søster og også min kæreste, der desværre ikke kunne være her i dag, vil jeg meget gerne takke," sagde Line S. Jensen, da hun blev hyldet af de fremmødte i Cirkusbygningen.
Fortuna Hjørring-spilleren har stor slutrundeerfaring allerede med såvel EM som VM på CV'et. I alt er det blevet til 45 kampe i ungdomslandsholdsregi.