Kommentar: Suveræne Danmark
29-01-12: 21:28 | af: Bent Nyegaard, TV 2 Sportens håndboldekspert i Beograd
Foto: Rikke Madsen / TV 2"Danmark kom, så og sejrede" er en mindre omskrivning af Julius Cæsars berømte ord - "Jeg kom, så og sejrede", da han knuste et begyndende oprør ved Zile.
Her i Beograd var der ikke meget oprør at spore hos et serbisk hjemmehold, der åbenbart have brændt alt krudtet af i fredagens "hadekamp" mod Kroatien.
Det var en fantastisk indsats af vort landshold, der styrede begivenhederne i samtlige 60 minutter, og havde det ikke været for lidt småfejl hist og pist, ville der aldrig have opstået nogen form for spænding.
Hansen har overhalet Karabatic
To spillere - Niklas Landin og Mikkels Hansen - overstrålede alt og alle. Landin var så suveræn og overlegen i sin måde at gøre tingene på, at jeg godt forstod, at serbernes store skytter, Ilic og Vujin, brugte langt mere tid på at aflevere bolden til hinanden end til at kaste den mod mål. Havde hjemmeholdet ikke samlet fire-fem returbolde op, kunne de have gået over i EM-historien med så lav en score, at den ville blive mere end svær nogensinde at slå.
Mikkel Hansen har haft sine op- og nedtur ved dette EM, men i finalen skal jeg da love for, at han stillede alle sine mange talenter til fuld skue. Som målskytte, spilfordeler og inspirator var han uforlignelig, og hans defensive kvaliteter er nu også på absolut internationalt niveau.
Og så kan AGK-pilleren det, der kendetegner en rigtig stor spiller: Han kan sin metier, når det er allermest påkrævet.
Op til EM her i Serbien var der endnu en gang lagt op til ædel kappestrid mellem verdens to bedste håndboldspillere, Nikola Karabatic og vor egen helt. Den kappestrid er aflyst. Her i Serbien var det en "no contest".
Uinteresseret hjemmepublikum
Når serberne skuffede så kolossalt, kunne det have noget at gøre med et forrygende velfungerende dansk forsvar. Midteraksen med Kasper Nielsen og René Toft var i fuld kontrol, og det smukke ved deres arbejde var, at det blev afviklet uden, at dommerne overhovedet skulle føre hverken orale eller fingersamtaler med den danske duo.
Håndboldmæssigt blev finalen aldrig det helt store. Dels fordi serberne ikke havde meget at byde på, men også fordi hjemmepublikummet havde en mærkelig, ja, næsten uinteresseret holdning til begivenhederne på de fyrre gange tyve meter.
Manden bag holdet, der spillede sin tredje finale på blot fire år, Ulrik Wilbek, havde også en flot dag. Han satsede med Rasmus Lauge i startopstillingen, og det var i bund og grund helt ok, og helt "Wilbeksk". Oversat betyder det, at vor landstræner både tør, kan og vil.
Stort pres før OL
Eneste ting, jeg ikke forstod en døjt af, var udskiftningen af en fint spillende Anders Eggert.
Titlen her i Beograd vurderer jeg meget højt. Efter EM-guld i Lillehammer og VM-sølv i Malmø var dette en speciel udfordring, fordi den foregik på Balkan, hvor tilskuerpresset er kolossalt. Når vort landshold evnede at løse denne opgave, er det helt uundgåeligt, at det næste store mål må blive de olympiske lege i London om godt et halvt år.
Da først nederlagene i den indledende runde var fordøjet, så kom og sejrede Danmark så suverænt som ingensinde før.