Det kommer til at svække landstræner Jan Pytlicks grundlæggende slagplan, at han nu står uden stregspiller og forsvarskrumtappen Louise Svalastog Spellerberg. Det vurderer TV 2 Sportens håndboldekspert Bent Nyegaard.

"Det er en stor svækkelse i og med hun tilhører det treer-trekløv sammen med Rikke Skov og Mette Melgaard, løfte forsvaret og holde det sammen," siger Nyegaard.

"Det er forsvaret, som Pytlick har satset hele OL på, fordi holdet angrebsmæssigt ikke er på niveau med de andre mandskaber."

Skaber uro
Samtidig er der også den uro, der følger med, når der kommer en udskiftning og en spiller må forlade truppen.

"Det vil skabe noget usikkerhed, hvor der er brug for sikkerhed."

"Men ellers så er Melgaard og Skov stærke på treer-positionen i forsvaret - men det er klart, der kommer mere pres på dem," mener Nyegaard.

Kender afløseren
Heldigvis er der dog lyspunkter ved afløseren Marianne Bonde, som er på vej til London.

"Hun har spillet sammen med Melgaard både i Slagelse og FCK, så man kan sige, at hun i det mindste kender hende godt."

Marianne Bonde kan allerede komme i kamp lørdag kl. 17, når det danske hold lægger ud ved OL-turneringen mod Sverige.