”This is for everyone” – temaet for åbningsceremonien i aften fra det olympiske stadion i London. Briterne har taget imod med åbne arme, særlige olympiske vejbaner og en foreløbig udgift på mere end 50 milliarder kroner.

To gange tidligere er London blevet bedt om at afholde de olympiske sommerlege. I 1908, da Rom var udset som vært, men måtte melde fra, da alle økonomiske ressourcer i Italien skulle bruges på hjælpearbejdet omkring Vesus-vulkanens udbrud nær Napoli.

Og igen lige efter anden verdenskrig i 1948, da ingen hverken havde råd eller faciliteter til værtsrollen. London gjorde klar på rekordtid, fordi de havde Wembley Stadium og kunne nøjes med det man kaldte ”nøjsomhedens lege” med 761.000 pund på budgettet.

Den militære præcision er væk
I dag åbnes der så for 30. gang – for 10.500 atleter, der kæmper i 26 idrætsgrene om ca. 1000 medaljer og for øjnene af 20.000 mediefolk og milliarder af TV-seere.  En åbningsceremoni, der indeholder alt det traditionelle samt fortællingen om den typiske britiske kultur og historie. En flig blev løftet forleden til generalprøven, noget blev gemt, noget blev medierne bedt om at gemme.

Men én ting er sikkert: det bliver noget helt andet end det vi så for fire år siden i Beijing. Det stringente er væk, den militære præcision er byttet ud med det mere løsslupne, det mere ”menneskelige” udtryk, det typisk engelske, vi er mange der holder af. Det kinesiske output er så langt fra den engelske attitude. Som George Orwell spurgte: "Hvorfor er det strækmarch ikke anvendes i England? Og han svarede selv:  "Det er ikke brugt, fordi folk på gaden ville grine."

Bond og Potter på plads
Jeg overværede generalprøven på åbningsshowet på det fantastiske Olympic Stadium. Det bliver den engelske fortælling om alt det vi kender og har suget til os. Alle de gode historier de har eksporteret, alle de gode film de har givet os og al den gode musik de fra 60erne og fremefter har præget og glædet os med. Og uden at røbe mere, så kommer der (vel) lidt Harry Potter, lidt James Bond, lidt Paul McCartney ind over.

Dette er niende gang jeg er til de olympiske sommerlege. Stærkest i åbningsøjemed står Atlanta 1996, da Muhamed Ali stærkt plaget af Parkinson-syge tændte den olympiske flamme, men værtsmæssigt står Sydney 2000 som det mest enestående. Jeg har en fornemmelse af at det her, London 2012, bliver det største.

Fordi det er her, London. Fordi det er de jordnære englændere, der står bag. Fordi de kan entertaine med humor, selvironi – og fordi de på deres egen måde tager tingene, som de er. Forfatteren Stefan Szymanski sammenfatter det på denne måde: ” Sommetider tror vi, vi er de bedste i verden, nogle gange de værste, men vi skal være realistiske:.. Vi er hverken eller".

Let The Games Begin!

Flere kommentarer af Flemming Toft

Øvrige kommentarer