Ag2r la Mondiale er efterhånden fast inventar i Tour de France, og fast inventar på Ag2r la Mondiale er manager Vincent Lavenu.

Franskmanden er i 2012 i gang med sit 20. år som manager for et cykelhold, og han er blevet kendt som en mand, der gerne giver de unge og talentfulde ryttere chancen.

Holdets store etapeløbstalent John Gadret (ikke med i Touren) brød igennem i 2011, da han i Giro d’Italia blev nummer tre samlet og vandt en hård bjergetape til Castelfidardo. Men i 2012 blev det blot til en 11. plads i Giro-klassementet for det franske, og derfor har holdet meget at revanchere i Tour de France.

En anden spændende rytter på Ag2r la Mondiale er Nicolas Roche, der er søn af Stephen Roche.

Faderen formåede i 1987 at vinde både Giro d’Italia og Tour de France, men sønnike har ikke så mærkeligt haft svært ved at leve op til de forventninger. Nicolas Roche blev nummer 26 i Tour de France 2011, og det er hans mål at forbedre den klassementsplacering betydeligt i år.

De mange enkeltstartskilometer på dette års Tour-rute passer Jean Christophe Peraud rigtig godt.

34-årige Peraud, der har vundet sølv i mouintainbike ved OL, fik en imponerede Tour-debut sidste år, da han blev nummer 10 i klassementet.

Ag2r La Mondiale er det ældste franske hold i Touren - det har tidligere heddet Chazal og Casino.