Tidligere var Cofidis-holdet én af de store spillere i Tour de France, men de sidste år er det gået den forkerte vej for Eric Boyers tropper.

Holdet er nu en del af cykelsportens 2. division som Pro-Continental-hold, og det var derfor nødvendigt med et wildcard for at få Tour-deltagelsen i hus. Det var dog en wildcard-uddeling af de mere oplagte, for det rød og hvid-blusede hold råder stadig over prominente cykelnavne.

Samuel Dumoulin er med sit korpus på blot 159 centimeter et bemærkelsesværdigt syn, men blot fordi man er lille, behøver man ikke at holde sig tilbage. Og det gør Dumoulin bestemt ikke. Han er egentlig sprinter, men de sidste år er han også blevet meget aktiv i udbrud. Dumoulin vandt 3. etape i Touren 2008.

David Moncoutie er godt nok blevet 37 år, men han er stadig værdsat af de franske cykelfans. Han har ikke samme styrke i bjergene som tidligere, men angrebsiveren har han ikke lagt fra sig.

Hvor Dumoulin og Moncoutie har haft overstået deres bedste år, har Rein Taaramäe dem stadig til gode. Den 25-årige ester bliver af eksperter nævnt som et godt bud på en kommende Tour-vinder, og han har allerede markeret sig med en etapesejr i Vuelta a Espana og sejr i Paris-Nices ungdomskonkurrence i 2011.