Det franske hold er med i Touren på et wildcard, og det må betegnes som det svageste i feltet. Men holdets ryttere er nok ikke tilfredse med at være det tynde øl i løbet.

De franske wildcard-hold har de seneste år været meget synlige i udbrud og taget flere etapesejre, så man skal ikke afskrive Saur-Sojasun, selvom de på papiret ikke har det stærkeste hold.

Saur-Sojasun er et forholdsvist nyt hold, der blev grundlagt i 2009, og meget bemærkelsesværdigt har de kun franske ryttere på holdet. Alle holdets 23 ryttere har fransk pas, og det gælder så naturligvis også for de ni ryttere, der kører Tour de France.

25-årige Jerome Coppel regnes af mange som et af de store talenter i fransk cykelsport, og han vil helt sikkert kører efter en etapesejr i Touren.

Også Julien Simon er et spændende bekendtskab. Den 26-årige franskmand har kørt for Saur-Sojasun siden holdet blev etableret, og i 2012 har han vist god form. Simon har blandt andet vundet to etaper i Catalonien Rundt.