Peter Sagan vandt tirsdag sin anden etape i årets Tour, men efter sejren var slovakken mere interesseret i at rase over sin holdkammerat Daniel Oss' styrt end sin egen sejr.

"Det var en lang og hård dag, og jeg føler med min holdkammerat, for der var et styrt, som var politiets og løbsarrangørernes skyld," sagde Peter Sagan efter etapen og skyder med skarpt efter de motorcykler, der ifølge sprinteren udgør stor fare for rytterne med deres hensynsløse kørsel i feltet.

"De kørte ind foran. Jeg bryder mig ikke om den måde, motorcyklerne kører i feltet. De væltede næsten det halve af feltet," siger Sagan.

Daniel Oss kørte på trods af sit styrt i mål - 7 minutter og 54 sekunder efter holdkammeraten Sagan - det lykkedes dog ikke for Kanstantsin Siutsou og Jose Joaquin Rojas, der begge udgik på 3. etape.