Det er godt nok Michael Mørkøv, der lige nu kører i den prikkede bjergtrøje. Men hans holdkammerat hos Team Saxo bank-Tinkoff Bank, Chris Anker Sørensen, har som erklæret mål at vinde chokolade-trøjen.

Her på tour.tv2.dk vil vi hver dag lave et PRIK-OMETER – hvor ekspert Henrik Jul Hansen sætter procenter på Chris Ankers chancer for at opnå sit mål. I dag står det - ligesom i går - på 25%. Her er Henrik Juls begrundelse:

"Der er jo ikke meget, der har ændret sig siden i går. Der er ikke rigitg kommet noget til i den konkurrence, som man skal tage med i regnskabet. Jeg vil dog nævne, at der er flere ryttere, der kan tænkes at melde sig ind i konkurrencen på sigt. Folk, der går lidt mere stille med deres dagsorden. Og folk, der kan blive bragt i den situation, at de skifter mål."

"Det vil for eksempel være sandsynligt, at sådan en som Daniel Martin også begynder at køre efter bjergtrøjen for Garmin. Deres klassementsryttere er Ryder Hesjedal og Christian Vande Velde, så de er lidt slidte på den front, fordi de begge har kørt Giro d’Italia. Derfor kan Daniel Martin fint få fri til at køre efter bjergtrøjen. Og det ville i øvrigt klæde bjergtrøjen, at det er en ægte klatrer, der står i den i Paris."

"Jelle Vanendert er også en mulig kandidat. Han er også oplagt til trøjen. Men det er den klassiske historie: Hvor meget skal han hjælpe Jürgen van den Broeck, og hvor meget kan han få lov at køre sin egen chance. En bjergtrøje ville være fint for ham, og ganske realistisk, hvis han er ligeså stærk som sidste år. Min fornemmelse er, at Cofidis-rytteren Remy di Gregorio også vil melde sig ind i kampen. Og bliver en rival til Chris Anker Sørensen. Så han får kam til sit hår, Chris Anker," vurderer Henrik Jul Hansen.