Der var drama for alle pengene på de sidste kilometer af Tourens femte etape – og endda også efter målstregen.

Den amerikanske sprinter Tyler Farrar styrtede på opløbsstrækningen, og det fik Garmin – Sharp-rytteren til at se rødt.

Efter etapen forsøgte han at storme ind i konkurrenten Argos – Shimanos holdbus, hvor han ville konfrontere holdets hollandske sprinter Tom Veelers – angiveligt med det formål at give ham et par på frakken.

Tyler Farrar kom dog ikke langt med sit forehavende, for ryttere fra både Argos og Garmin løb efter ham for at forhindre slagudvekslingen.

Amerikaneren er blandt journalister kendt som en af de mest imødekommende ryttere, men efter optrinnet nægtede han at komme ud af Garmins holdbus.