Den tyske enkeltstartsverdensmester Tony Martin har tirsdag valgt at forlade Tour de France på grund af en skade, og Omega Pharma-Quickstep-rytteren har det skidt med at forlade sine holdkammerater.

”Jeg føler, jeg efterlader holdet," siger han til tour.tv2.dk.

"Det var en svær beslutning for mig, men folk omkring mig sagde, det var den rette beslutning at forlade løbet," siger tyskeren, der missede etapesejren på både prologen og mandagens enkeltstart efter tekniske uheld.

Har selv indset det
Han styrtede også og kom til skade med den ene hånd, der nu tvinger ham til at tage hjem for at blive klar til OL i London, som starter om få uger.

"Og nu kan jeg også godt selv se det, så vi tog beslutningen. Det er en svær beslutning, men nu er jeg ok med det, og jeg er nu fokuseret på OL," siger Tony Martin, der sidste efterår vandt VM i enkeltstart i Københavns gader.