Den danske RadioShack Nissan-rytter Jakob Fuglsang, der ikke er med i Touren, efter han ragede uklar med holdets ledelse, forhandler med tre andre cykelhold omkring sin fremtid. Det bekræfter hans agent over for Jyllands-Posten.

De tre hold er Bjarne Riis' Team Saxo Bank-Tinkoff Bank, Brian Holms hold Omega Pharma-QuickStep og det kasakhiske hold Astana.

"Jakobs situation er således: 60 pcrocent Riis, 30 pcrocent Omega Pharma, 20 procent Astana," fortæller agenten Moreno Nicoletti og understreger, at tallene tilsammen skal give 110 procent.

Det hænger ifølge avisen sammen med, at der er omstændigheder i forhandlingerne med Astana-holdet, som endnu ikke kan deles med offentligheden.

Kan blive kaptajn i Touren
Agenten gør altså Bjarne Riis og Team Saxo Bank-Tinkoff Bank til klar favorit til at overtage den 27-årige dansker, som i sidste uge vandt etapeløbet Østrig Rundt. Men ifølge Astanas Team Manager Giuseppe Martinelli er det østeuropæiske storhold klar til at give Fuglsang en stor kaptajnrolle.

"Vi er helt sikkert interesserede i ham. Vi er lige så interesseret i ham, som de andre hold er, men vi har ikke lavet en endelig kontrakt med ham," siger han til Jyllands-Posten.

"Han leder efter et hold, som kan gøre ham til kaptajn i Touren, og vi leder efter en kaptajn. Han fortjener et hold, som kan køre for ham i Touren. Hvis han tager til Saxo Bank, skal han arbejde for Contador"

Avisen har ikke fået en kommentar fra Jakob Fuglsang selv.