TV 2 Sportens Jørgen Leth ser med stor alvor på det angreb, der ramte Tour de France på søndagens etape, hvor en regn af tegnestifter ramte og stoppede Tour-feltet.

"Jeg kan huske, at det er sket før. Jeg kan huske, at man engang undlod at lægge ruten ind i Baskerlandet i Vueltaen, fordi man et år oplevede noget lignende med søm og ting og sager på vejene."

"Det var simpelthen en politisk sag, hvor ETA (Baskisk selvstændighedsbevægelse) gik ind og terroriserede løbet, og man valgte i flere år at holde løbet helt væk fra den område," fortæller Jørgen Leth, der i år dækker Tour de France for 29. gang som journalist.

Kriminelle bagmænd bør straffes
Fransk politi gik søndag ind i sagen for at finde ud af, hvem der står bag episoden, der kostede adskillige punkteringer i feltet og et enkelt alvorligt uheld, hvor Robert Kiserlovski brækkede et kraveben.

Og det er kun godt, at myndighederne tager sagen seriøst, mener Jørgen Leth.

"Det er jo altafgørende at finde ud af, hvem der står bag. Det kan jo være terrorisme. Om det er drengestreger eller et politisk attentat, vil jo vise sig. Jeg tror og håber, det bare er drengestreger. Men i så fald er det meget alvorlige drengestreger. Jeg hader den slags," siger Jørgen Leth.

"Det er jo en kriminel handling. Det udsætter atleterne for meget stor fare, og jeg håber, at de fanger dem, der har gjort det og arresterer dem."

For let at kalde det for sjov
Bjarne Riis udtalte efter etapen meget stor vrede over det, der var sket, og den holdning kan Jørgen Leth meget godt forstå.

"Riis giver udtryk for sin store forskrækkelse, og den er jeg helt enig i. Det er for let bare at opfatte det som sjov," siger Jørgen Leth.

Vi følger naturligvis sagen og politiets opklaringsarbejde her på tour.tv2.dk