Cykelrytteren Fränk Schlecks b-prøve er også positiv, skriver rytteren selv i en pressemeddelelse.

Den luxembourgske rytter blev den 14. juli testet positiv for brugen af stoffet xipamid, og nu viser det sig, at b-prøven også er positiv.

"Jeg ahr i dag overværet analysen af b-prøven. Den var også positiv, men for mig er intet ændret: Jeg ved bare, at jeg ikke har gjort noget forkert," skriver Fränk Schleck ifølge nyhedsbureauet Reuters.

"Jeg vil derfor fortsætte min søgning efter, hvordan dette stof er havnet i min krop," siger han videre.

Han blev efter offentliggørelsen af a-prøven taget ud af Tour de France af sit hold RadioShack-Nissan.

Analyserer alt lige nu
Schleck har tidligere sagt, at han må være blevet forgiftet, og at han ville lægge sag an, hvis også b-prøven viste sig positiv. Hvem han ville lægge sag an mod, sagde han ikke noget om.

"Lige nu analyserer vi minut for minut, hvad jeg præcis har lavet, spist, drukket i dagene før kontrollen og på selve den 14. juli. Hvem jeg mødtes med, hvilke materialer jeg kom i kontakt med, og hvilke kosttilskud jeg tog," skriver rytteren.

Fränk Schleck siger, han efterfølgende har forhørt sig hos læger om stoffets virkning, og at det kan være livsfarligt. Derfor - siger han - er han meget opsat på at finde ud af, hvordan han har fået det ind i kroppen.

Må være blevet forgiftet
"Eftersom jeg ikke tog noget, formoder jeg, det er blevet givet til mig af nogen, eller at det er sket ved hjælp af en tilfældig besmitning," skriver Schleck.
Schleck skriver desuden, at han får foretaget nogle ekstra analyser af prøverne.

"Eftersom disse ekstra analyser vil tage nogle dage, vil jeg kommunikere noget ud igen i det øjeblik, jeg har fået resultaterne af de ekstra test," skriver han.

Han blev efter offentliggørelsen af a-prøven taget ud af Tour de France af sit hold Radioshack-Nissan.